torsdag, juli 17, 2008

Puffi, Puf, Pufti, Puffi Annan, Kamollenberg og Bassbum

Kært barn har mange navne. Og Kamille er ved gud et kært barn. Hun kravler rundt på gulvet og opdager alt. Roder i små tasker. Putter Sofias spænder i munden. Spiser sko. Sokker. Papirstumper. Alt hvad der nu lander på gulvet. Læser pixibøger lige så fint. Bladrer fra den ene ende til den anden. Kravler op og klasker på ruden ud mod haven.

Lige nu er vi i Mads og Katharinas hus. Det er sidste etape af byggeprojektet og på søndag rykker vi ind i vores eget hus. Siden 3. april har vi boet 7 forskellige steder. I Lynderup, i Hald Ege, i Ebeltoft, i Sverige, i campingvogn, på Nørrebro og nu hos Mads og Katharina. Det bliver så stort at komme hjem.

Sofia og Kamille har taget det så fint. Især Kamille har været stort set upåvirket af de mange skift. Hun griner og smiler og tonser rundt. Sidder aldrig stille. Hvorfor har hun så skøre navne?

Bassebum var noget med at trøste dengang hun var meget ked af det. Basse-basse-basse-basse-bum-bum-bum-bum. Og så gå rundt og vugge hende på armen. Puffi var noget noget med at hun var fiffig. Og resten er variation over tema.

Nu har den lille Puf lige forladt stuen og sidder i græsset udenfor og undersøger en dims. Jeg må hellere følge efter hende.